KPI – samspil mellem kristendom og pædagogik

MÅ LIVET GØRE ONDT?
af Thilde Thuren, psykologistuderende

Tidligere i år pegede Trivselskommissionen på en nutidig tendens: Vi er blevet overopmærksomme på de fysiske rammer, vores børn vokser op i. Legepladserne er f.eks. blevet så sikre, at det er svært at slå sig. Med de bedste intentioner overvåger vi vores børn og blander os i deres leg i højere grad end tidligere.

Kommissionen mener, at konsekvensen er en "uhensigtsmæssig infantilisering" - dvs. at vi ikke behandler børn alderssvarende, men med en overbeskyttende omgangsform fastholder dem i en hjælpeløs tilstand. Dette medfører en sårbarhed, der kan slå om i mistrivsel.

Der hersker vel ingen tvivl om, at det er gjort i god tro. Vi ønsker vores børn det bedste, og det bedste er vel at forhindre, at det gør ondt på dem.

Eller er det?

De her dage stavrer min 1-årige datter rundt med et stort blåt mærke på den ene kind, fordi hun forleden tog fra med ansigtet, da hun faldt på de hårde fliser. De meget synlige knubs, hun pådrager sig, vækker et spørgsmål i mig: Tager jeg godt nok vare på hende, når hun får et blåt mærke i ansigtet?

Min følelse kan svare nej, men jeg mener faktisk, at svaret er ja. Selvfølgelig har vi som forældre, pædagoger, lærere osv. ansvaret for at risikovurderer barnets omgivelser for at undgå farlige situationer. Men i vores iver efter at beskytte børnene kan jeg tænke, om vi får vurderet relativt ufarlige situationer som farlige, fordi de potentielt er ubehagelige?

Bør man som forælder afbøde, at barnet slår baghovedet i gulvet, når det er ved at lære at rulle? Bør man stoppe en baby i at prikke en anden i øjnene, når de vil i kontakt med hinanden? Bør man gribe ind, når det etårige barn forsøger at klatre op på en stol, det åbenlyst ikke kan komme op på? Sikkert nogle gange, men måske ikke altid.

Når vi gentagende gange griber ind i de ufarlige situationer for at forhindre et ubehag tænker jeg, at det over tid kan føre til to forståelser hos barnet : 1) ”Når du griber ind, er det nok fordi, jeg ikke kan selv”. 2) ”Det er meningen, at det ikke skal gå galt”. Måske kan det medføre en ængstelse for at kaste sig ud i verden og en overbevisning om, at det er helt galt, hvis noget går galt.
Problemet er, at livet i denne verden gør ondt fra tid til anden. Og vi kommer til at opleve nederlag – mange gange. Hvis vi i stedet for at forhindre den lille smerte og de små nederlag, støtter vores børn i at lære at håndtere det, så står de stærkere midt i de livsvilkår, som til tider er barske og urimelige. Så når barnet (både i konkret og i overført betydning) forsøger at klatre op på stolen, men mislykkes og falder ned og slår både krop og sjæl, så trøst det med genkendelse, ro og nærvær: ”Det gjorde vist ondt. Det er okay; jeg er her.”

Hvis vi vokser op med en forventning om, at vi kan og skal undgå at falde, vil vores livserfaring skuffe os. Er det så vores skyld, når vi falder? Er det samfundsstrukturernes skyld? Eller er det Guds skyld? Måske beviser det, at han ikke er der?

Som voksne rollemodeller udgør vi på godt og ondt skabelonen for barnets gudsbillede. Hvis vi forsøger at forhindre ethvert fald, vil det være oplagt, at barnet forventer det samme af Gud. Men Gud har ikke lovet os at han vil forhindre al smerte. Han har lovet os, at han altid er hos os, og at vi hos ham kan finde fred. Han lover os en fremtid, hvor der ikke skal fældes flere tårer. Hvis vi har en forventning om, at livet fra tid til anden gør ondt, og vi har erfaringen af at kunne håndtere det, så bliver det måske lettere at acceptere vores magtesløshed og overgive os til Guds trøst.

Næste gang du har lyst til at gribe ind for at forhindre et fald, så overvej, om det er nødvendigt. Hvis du selv finder ro i, at det er okay, at det gør lidt ondt en gang i mellem, bliver det måske også lettere for barnet at læne sig ind i og håndtere det livsvilkår, som ubehaget er.

UDGANG OG INDGANG

Sommeren er overgangenes tid. For mange indvarsler sommerferien en overgang til noget nyt – et nyt arbejde, en ny skole, en ny klasse, et nyt skoleskema, nye fritidsaktiviteter, der venter efter ferien. I vores familie har livet efter sommerferien også i nogle år betydet nye familie-dynamikker, hvor det hver sommer skifter, hvilke børn der bor hjemme efter ferien.

Jeg holder meget af ordene fra Salme 121, vers 8, hvor der står: ”Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid.” Salme 121 er en valfartssang, og ordene er kraftfulde i en sammenhæng, hvor mennesker er på vej og på vandring – lige som vi er, og som vi kan opleve i større og mindre grad i sommerferiens overgangstid. Her møder vi ordene om, at Gud både vil bevare vores udgang – vores afsked med det velkendte – og vores indgang, vores ankomst ind i det ukendte.

I denne sommerferie har disse ord en særlig betydning for mig, fordi overgangen er stor denne sommer. Jeg tager afsked med arbejdet i KPI og ankommer i et nyt arbejde i KFS, Kristeligt Forbund for Studerende. Og Gud har omsorg både for udgangen og for indgangen. Han er med i både velkendt og ukendt – han er min skygge ved min højre side, som salmen også udtrykker det. Sikke en tryghed at kunne gå i, når vi går det nye skoleår og arbejdsår i møde, hvad der end venter på den anden side af sommerferien.

Tak til jer, jeg har fulgtes med i KPI – og som har fulgt med her. Nu går jeg videre, måske ses vi undervejs, og så håber jeg, I vil være med til at give den nye leder, Christian Mikkelsen, en god indgang i KPI.

@Hanne Terp Legarth

ER DET GODT NOK, HVIS JEG GØR MIT BEDSTE?
af Thilde Thuren, psykologistuderende

Som forælder støder jeg flere gange ind i udsagn i stil med: "Du gør dit bedste som mor, og det er godt nok". Jeg tror, det er et udsagn, der har som mål at skabe ro og selvtillid i en tid, hvor mange forældre ikke ved, hvad de skal læne sig op ad. Vi vil vores børn det bedste, men er tit i tvivl om, hvad det bedste er, og om vi lykkes tilstrækkeligt som forældre.

Det er jo desværre bare ikke rigtigt, at så længe jeg har gjort mit bedste, så er det godt nok. Vi siger jo heller ikke til eleven, der har knoklet med eksamenslæsningen: "Du har virkelig arbejdet hårdt, så alene derfor har du bestået din eksamen". Uden ellers at ville sammenligne forældreskab med eksamenslæsning. Nogle gange er det godt nok, når vi har gjort vores bedste, men det er ikke en garanti herfor.

"Du gør dit bedste" bliver hurtigt et hult og tomt udsagn, der kan efterlade os med oplevelsen af netop ikke at have andet end os selv at læne os op ad. Med udsagnet opstiller vi en forventning om, at alt i forældreskabet skal være godt nok. Sådan tror jeg ikke, virkeligheden er skruet sammen.

At være forældre er en krævende og kompliceret opgave, og vi skal hver dag opretholde en retning for vores familie, tage lederskab og samtidigt være sensitive, nysgerrige og nærværende for vores børn. Det er en proces i konstant forandring uden klare formler og skudsikre metoder - sådan som det nu engang er med nære relationer. På daglig basis fejler vi, og vi er ikke altid gode nok, selvom vi gør vores bedste; vi giver alle vores børn lig i lasten og ar på sjælen. Dermed ikke sagt, at kun det perfekte er godt nok. For alligevel at drage endnu en parallel til eksamener, så er der langt fra lige netop at have bestået til at få topkarakter. Alt det midt imellem er godt nok.

Men hvad så, når vi fejler, og det ikke er godt nok? Vi må tage ansvaret for og bære smerten over, at vi ikke altid gør, hvad vi gerne vil, og nogle gange gør, hvad vi ikke vil. Nogle gange må vi sige: "Øv, jeg var ikke bedre i dag", og så komme videre. Nogle gange må vi snakke med vores medforælder, venner eller andre, der kan støtte os i at få et nyt perspektiv og finde en anden retning. Nogle gange må vi søge professionel hjælp til at få brudt med dårlige mønstre. Hvad vi altid må gøre, er at omvende os. Det indebærer at erkende vores utilstrækkelighed og fejl og altså ikke forsvare dem med udsagnet om, at fordi jeg gjorde mit bedste, så var det godt nok. Derpå må vi reparere den relation, der måske har fået et slag, evt. med et undskyld.

Vores børn kan godt klare, at vi til tider er utilstrækkelige. Med den erfaring opbygger de forhåbentlig også en rummelighed over for deres egen utilstrækkelighed, når de møder den i livet. Når vi i relationen reparerer det brudte og sammen kommer videre, gør vi således det, der ikke var godt nok, til noget, der er godt nok. At få den erfaring og evne med sig i livet er vigtigere end altid at være tilstrækkelig.

Ud over omvendelsen og reparationen tror vi som kristne på, at vi er omsluttet af en tilgivelse og nåde, som vi har fået givet. Den er fra Gud, og vi må øve os i at tage imod den, så vi også tilgiver os selv. Vores gode Jesus tager imod os, selvom han ved, vi ikke er tilstrækkelige i vores formåen. Med sin tilgivelse sender han os ud i verden - heriblandt ud til vores familie - med ordene: "Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere", velvidende at også i morgen får vi brug for ham. Jesus har sørget for den endelige reparation af alle relationer; han vil læge alle sår, og ham må vi bede til, når vi har gjort hinanden ondt.

Roen som forældre ligger ikke i, at det er godt nok, hvis vi gør vores bedste. Roen ligger i erkendelsen af, at vi er mennesker, og at det ikke altid er godt nok. Men selvom vi fejler, kan relationen bestå, når vi reparerer, omvender os og søger tilgivelse hos Gud, os selv og hinanden.