KPI – samspil mellem kristendom og pædagogik

Kristent Pædagogisk Institut (KPI) arbejder med at gennemtænke, hvad et kristent perspektiv på menneskelivet betyder for vores roller som forældre, undervisere, omsorgspersoner og formidlere. Vi ønsker at være en ressource for faggrupper og enkeltpersoner, som er optaget af spørgsmål vedrørende undervisning og opdragelse ud fra et kristent livs- og menneskesyn.

Arrangementer

Refleksioner

FRUGTBARE SPÆNDINGER
Polariseringen er til at få øje på i vores verden. Nogle steder meget iøjnefaldende, andre steder i mindre skala, men dog til stede. Bl.a. oplever jeg her i Danmark en retorik omkring wokeisme, hvor man definerer sig ud fra afstandtagen til sin modpol. Også i retorikken om børnesyn skabes polarisering, når et moderne børnesyn defineres ud fra afstandtagen til et gammelt børnesyn.Der hvor vi glemmer det frugtbare spændingsforhold mellem to poler, øges polariseringen. Det er en afgørende pointe i Reidar Myhres bog ”Autoritet og frihed” fra 1981. Her taler han om forholdet mellem autoritet og frihed og viser, hvor væsentligt det er, at disse poler står i et spændingsforhold til hinanden. Når vi opdrager vores børn, må vi gøre det på en måde, så vi både har blik for barnets perspektiv og frihed og for vores ansvar for at tage autoriteten på os. De to poler, autoritet og frihed, må holde hinanden i balance i opdragelsen, og hvis man dyrker den ene pol, mister man den frugtbare spænding, hvor den ene pol begrænser og beriger den anden.I vores samfund har vi nok i mange år primært dyrket friheden – fordi der var brug for et korrektiv til autoriteten. Men der er omkostninger, hvis fokus på friheden bliver for ensidig. Det beskriver Myhre med næsten profetisk klarsyn i 1981 (på norsk): ”En stadig mer omfattende undergravning av forpliktelse på normer og verdier [vil kunne] føre til kaos og selvtekt. En slik tingenes tilstand vil i det lange løp føles uutholdelig og vil logisk kunne resultere i ropet på den sterke mann. Han vil kunne gjenopprette orden og disiplin. Men prisen blir høy: en statlig autoritet med totalitære trekk, der individet forsvinner i kollektivet, enten frivillig eller tvunget.” (Myhre, Reidar (1981): Autoritet og frihet, Fabritius Forlagshus p. 21-22)Vi har brug for polerne for ikke at ende i usunde modreaktioner. Derfor er det også afgørende, at vi ikke lukker af for stemmer, der siger det modsatte af os selv. Måske giver de et vigtigt modspil?Hanne Terp Legarth

FRUGTBARE SPÆNDINGER
Polariseringen er til at få øje på i vores verden. Nogle steder meget iøjnefaldende, andre steder i mindre skala, men dog til stede. Bl.a. oplever jeg her i Danmark en retorik omkring wokeisme, hvor man definerer sig ud fra afstandtagen til sin modpol. Også i retorikken om børnesyn skabes polarisering, når et moderne børnesyn defineres ud fra afstandtagen til et gammelt børnesyn.

Der hvor vi glemmer det frugtbare spændingsforhold mellem to poler, øges polariseringen. Det er en afgørende pointe i Reidar Myhres bog ”Autoritet og frihed” fra 1981. Her taler han om forholdet mellem autoritet og frihed og viser, hvor væsentligt det er, at disse poler står i et spændingsforhold til hinanden. Når vi opdrager vores børn, må vi gøre det på en måde, så vi både har blik for barnets perspektiv og frihed og for vores ansvar for at tage autoriteten på os. De to poler, autoritet og frihed, må holde hinanden i balance i opdragelsen, og hvis man dyrker den ene pol, mister man den frugtbare spænding, hvor den ene pol begrænser og beriger den anden.

I vores samfund har vi nok i mange år primært dyrket friheden – fordi der var brug for et korrektiv til autoriteten. Men der er omkostninger, hvis fokus på friheden bliver for ensidig. Det beskriver Myhre med næsten profetisk klarsyn i 1981 (på norsk): ”En stadig mer omfattende undergravning av forpliktelse på normer og verdier [vil kunne] føre til kaos og selvtekt. En slik tingenes tilstand vil i det lange løp føles uutholdelig og vil logisk kunne resultere i ropet på den sterke mann. Han vil kunne gjenopprette orden og disiplin. Men prisen blir høy: en statlig autoritet med totalitære trekk, der individet forsvinner i kollektivet, enten frivillig eller tvunget.” (Myhre, Reidar (1981): Autoritet og frihet, Fabritius Forlagshus p. 21-22)

Vi har brug for polerne for ikke at ende i usunde modreaktioner. Derfor er det også afgørende, at vi ikke lukker af for stemmer, der siger det modsatte af os selv. Måske giver de et vigtigt modspil?

Hanne Terp Legarth

4. april 2025

Kom med på KPI Akademi fra sommeren 2025. Ansøgningsfrist 15. maj.

28. marts 2025
PRIVILEGIEBLIND"Man får jo ikke noget igen!". Jeg kender udmattelsen og frustrationen, når man som mor til en lille baby har oplevelsen af at skulle yde og være tilgængelig hele døgnet rundt. Og jeg har hørt flere i samme situation frustreret fortælle om, hvordan man giver og giver uden at få noget igen. Jeg har hørt flere fagpersoner omtale, at de første måneder af babys liv, 'får man meget lidt igen'. Jeg forstår, hvor disse ytringer kommer fra, men jeg synes, det er væsentligt, at vi får udfordret forventningen om at skulle have noget igen.
Lad os forsøge at skifte perspektiv på "at få noget igen". Min lille datter siger aldrig tak, når jeg ammer hende om natten - tværtimod vækker hun mig ved at skrige. Hun siger heller ikke undskyld, når hun smider den mad på gulvet, som jeg nøjsomt har lavet specifikt til hende. Det er da uretfærdigt! Og det kunne da være rart en gang i mellem, når jeg kravler rundt på gulvet og samler ærter op, at hun smilede til mig og sagde: "Tak for alt det, du gør for mig, mor". Men sådan vil jeg faktisk ikke tænke om vores relation: At vi skal gøre den op i, hvad vi gør for hinanden. Og hvis jeg alligevel forsøger, så bliver det tydeligt for mig, at det, jeg får igen fra hende, er langt mere kostbart end høflig opdragelse. Børn er indrettet til at vise sine forældre tillid, umiddelbarhed og ærlighed i deres udtryk. Det er faktisk store privilegier at blive det betroet.
Nogle gange gemmer der sig noget meget smukt og kostbart bag det, der tilsyneladende bare er forlangende og krævende. Nogle gange er vores nære relationers urimelighed faktisk et privilegium, som når ens ægtefælle uretmæssigt lader svære følelser gå ud over en. Det betyder ikke, at vi ikke må sige fra: "Hov, det er vist ikke mig, du skal skælde ud" eller "Jeg vil ikke have, du smider ærter på gulvet". Vi skal bare huske, at bøvl er et privilegium, der følger med nære relationer, men at relationerne er alt bøvlet værd, så længe vi husker på, at tilliden bag uretfærdigheden vægter tungere end ærter på gulvet. Det prøver jeg at huske på, mens min datter skælder mig ud for at tørre hende om munden.Thilde Thuren - psykologistuderende og mor

PRIVILEGIEBLIND

"Man får jo ikke noget igen!". Jeg kender udmattelsen og frustrationen, når man som mor til en lille baby har oplevelsen af at skulle yde og være tilgængelig hele døgnet rundt. Og jeg har hørt flere i samme situation frustreret fortælle om, hvordan man giver og giver uden at få noget igen. Jeg har hørt flere fagpersoner omtale, at de første måneder af babys liv, 'får man meget lidt igen'. Jeg forstår, hvor disse ytringer kommer fra, men jeg synes, det er væsentligt, at vi får udfordret forventningen om at skulle have noget igen.

Lad os forsøge at skifte perspektiv på "at få noget igen". Min lille datter siger aldrig tak, når jeg ammer hende om natten - tværtimod vækker hun mig ved at skrige. Hun siger heller ikke undskyld, når hun smider den mad på gulvet, som jeg nøjsomt har lavet specifikt til hende. Det er da uretfærdigt! Og det kunne da være rart en gang i mellem, når jeg kravler rundt på gulvet og samler ærter op, at hun smilede til mig og sagde: "Tak for alt det, du gør for mig, mor". Men sådan vil jeg faktisk ikke tænke om vores relation: At vi skal gøre den op i, hvad vi gør for hinanden. Og hvis jeg alligevel forsøger, så bliver det tydeligt for mig, at det, jeg får igen fra hende, er langt mere kostbart end høflig opdragelse. Børn er indrettet til at vise sine forældre tillid, umiddelbarhed og ærlighed i deres udtryk. Det er faktisk store privilegier at blive det betroet.

Nogle gange gemmer der sig noget meget smukt og kostbart bag det, der tilsyneladende bare er forlangende og krævende. Nogle gange er vores nære relationers urimelighed faktisk et privilegium, som når ens ægtefælle uretmæssigt lader svære følelser gå ud over en. Det betyder ikke, at vi ikke må sige fra: "Hov, det er vist ikke mig, du skal skælde ud" eller "Jeg vil ikke have, du smider ærter på gulvet". Vi skal bare huske, at bøvl er et privilegium, der følger med nære relationer, men at relationerne er alt bøvlet værd, så længe vi husker på, at tilliden bag uretfærdigheden vægter tungere end ærter på gulvet. Det prøver jeg at huske på, mens min datter skælder mig ud for at tørre hende om munden.

Thilde Thuren - psykologistuderende og mor

21. marts 2025
Læs flere på Facebook