KPI – samspil mellem kristendom og pædagogik

Om ikke at kunne (op)nå

Af Thilde Thuren

"Kaj vil ha' æble" er en storfavorit hjemme hos os for tiden – måske kender du den fra din egen eller dine børns barndom?
Kaj har fået øje på et stort æble, som han så gerne vil have fat i. Uanset hvad han prøver, kan han ikke nå det, og efter flere mislykkede forsøg begynder han at græde.

--- sceneskift ---

Forleden gik min datter og jeg en tur på stranden og kastede sten i vandet. Hun faldt for de store sten, som hun samlede op. Hun udvalgte sig et særligt stort eksemplar, som hun flere gange forsøgte at løfte, men det lykkedes hende ikke. Her nåede jeg at opdage min egen trang til at løfte den for hende og stoppede mig selv. I stedet konstaterede jeg: "Den er så stor, at du ikke kan løfte den." Så gik hun videre til de mindre sten, som hun smed i vandet.

Jeg forundres over værdien af erfaringer, hvor vi møder vores begrænsninger. For ligesom lille Kaj bliver ked af det, når han ikke kan nå æblet, kan "voksne jeg" blive ked af det, når der er noget i mit liv, jeg ikke kan opnå. Jeg tror, de to erfaringer hænger sammen, og jeg tror, det er vigtigt at udruste vores børn til at håndtere dem, for de er en uomgængelig del af livet. Jeg vil dog lige indskyde, at det altså ikke er, fordi man aldrig skal hjælpe sine børn – selvfølgelig!

Min pointe er derimod, at jeg tror, det til tider er godt for dem at møde muren, og at vi er der sammen med dem, når det sker. Det behøver ikke være en voldsom erfaring – min datter blev ikke yderligere berørt af situationen med stenen – men en tydelig oplevelse af, at hertil nåede jeg, og så kunne jeg ikke komme længere. Hvis vi kontinuerligt oplever, at verden flytter sig for os – nogen plukker æblet for os, nogen løfter stenen for os – kan vi måske komme til at tro på illusionen om vores egen almægtighed: At livet handler om at lykkes, og at jeg kan, hvad jeg vil.

Når vi brydes med verden og taber, får vi den værdifulde erfaring af, at der er noget, der er større end os. Jakob brydes med Gud og erfarer, at NOGEN er større end ham, og kamppladsen bliver hellig. Måske en hellig erfaring af at have en plads i denne verden og et tilhørsforhold. Efter frustrationen over ikke at kunne, kan der følge en ro over at blive defineret af vores afgrænsethed. Igen en indskydelse: Alt med måde, for selvfølgelig er det ikke et spørgsmål om aldrig at måtte lykkes!

Hvordan er vi sammen med vores børn, når det sker? Jeg tror, det ofte kræver færre ord og mindre værdiladning, end jeg i hvert fald har tendens til. En enkelt konstatering (som det lykkedes mig at begrænse mig til i ovenstående prototypiske eksempel) understreger, at det er en fælles oplevelse og kan støtte barnet i selv at gribe om oplevelsen. Vi behøver ikke tilføje en ærgrelse, hvis barnet ikke er ærgerligt. Vi behøver heller ikke på forhånd konstatere, at stenen er for stor, sådan at barnet undgår at prøve at løfte den (og undgår at blive skuffet). Måske behøver vi heller ikke præsentere et alternativ eller en afledning ved at pege på de mindre sten, som det godt kan lykkes med. Måske kan vi bare stå to mennesker sammen lige der ved den store sten, indtil vi er færdige med det. "At komme videre" kommer tit af sig selv, hvis vi giver det lov.

--- tilbage til Kaj og æblet ---

Da Kaj græder, falder æblet spontant ned til ham, og så er han glad igen; han fik det! Hvad nu, hvis æblet en anden gang ikke faldt ned? Hvis der i stedet kom en voksen, gav ham et kram og sagde: "Øv, jeg kan godt se, du gerne ville have æblet" – hverken mere eller mindre. Så finder Kaj måske med tiden ud af, at det er Guds æble, og at også Kaj er Guds – og at det er godt, at det er sådan.

Tid til at bygge op – kursusdag om dannelse i kristent perspektiv.

Vil du have ny inspiration til arbejdet med børn og unge? Tid til at bygge op sætter fokus på dannelse, synet på mennesket og konkrete redskaber til hverdagen i skole og kirke.
Dagen byder på oplæg, dialog, frokost og workshops – for lærere, ledere, ansatte i kirke og organisationer samt studerende.

Der er stadig ledige pladser og tilmeldingsfristen er den . 1 februar.

👉 Læs mere og tilmeld dig:
https://kpi.dk/arrangement/tid-til-at-bygge-op/

Lys i mørket

Der er noget særligt ved december. Vi befinder os i årets mørkeste tid, hvor dagene er korte, og mørket fylder. Netop derfor bliver vi mindet om, hvor meget vi har brug for det, der lyser op. Vi tænder julelys i træerne, adventslys i stuerne og ser byens gader glimte.
Men lyset er ikke kun noget, vi tænder udenfor. December minder os også om, at vi selv kan være lys.

For nogle er juletiden en svær tid – når midlerne er små, eller når savnet af et menneske fylder. Her bliver vi mindet om, at vi kan gøre en forskel, at vi kan være lys i et andet menneskes liv gennem omsorg, nærvær og gode gerninger.

Det er en af december måneds særlige påmindelser: at lyset ikke kun er et fysisk fænomen, men også et symbol på håb og fællesskab. Og netop her ligger en vigtig opfordring til os: at lade lyset fortsætte, når kalenderen skifter. Når juletiden er ovre, pakkes lysene og pynten ned – men det samme må ikke ske i vores fællesskaber og i mødet med mennesker. De gode gerninger må ikke begrænses til december. Små gestusser af venlighed, opmærksomhed og generøsitet kan bryde mørket i januar, i april og i september, lige så meget som i december.

Det vigtigste lys i december er dog det, vi fejrer og mindes i julen: Guds lys, da han sendte sin søn til verden for at bringe håb til mennesker. Modsat julelysene, som pakkes væk, er dette lys ikke begrænset til en måned om året. Det er et lys, der varer ved – til alle tider, i alle måneder, og som kan skinne gennem os, når vi deler det med andre.