KPI – samspil mellem kristendom og pædagogik

PRIVILEGIEBLIND

"Man får jo ikke noget igen!". Jeg kender udmattelsen og frustrationen, når man som mor til en lille baby har oplevelsen af at skulle yde og være tilgængelig hele døgnet rundt. Og jeg har hørt flere i samme situation frustreret fortælle om, hvordan man giver og giver uden at få noget igen. Jeg har hørt flere fagpersoner omtale, at de første måneder af babys liv, 'får man meget lidt igen'. Jeg forstår, hvor disse ytringer kommer fra, men jeg synes, det er væsentligt, at vi får udfordret forventningen om at skulle have noget igen.

Lad os forsøge at skifte perspektiv på "at få noget igen". Min lille datter siger aldrig tak, når jeg ammer hende om natten - tværtimod vækker hun mig ved at skrige. Hun siger heller ikke undskyld, når hun smider den mad på gulvet, som jeg nøjsomt har lavet specifikt til hende. Det er da uretfærdigt! Og det kunne da være rart en gang i mellem, når jeg kravler rundt på gulvet og samler ærter op, at hun smilede til mig og sagde: "Tak for alt det, du gør for mig, mor". Men sådan vil jeg faktisk ikke tænke om vores relation: At vi skal gøre den op i, hvad vi gør for hinanden. Og hvis jeg alligevel forsøger, så bliver det tydeligt for mig, at det, jeg får igen fra hende, er langt mere kostbart end høflig opdragelse. Børn er indrettet til at vise sine forældre tillid, umiddelbarhed og ærlighed i deres udtryk. Det er faktisk store privilegier at blive det betroet.

Nogle gange gemmer der sig noget meget smukt og kostbart bag det, der tilsyneladende bare er forlangende og krævende. Nogle gange er vores nære relationers urimelighed faktisk et privilegium, som når ens ægtefælle uretmæssigt lader svære følelser gå ud over en. Det betyder ikke, at vi ikke må sige fra: "Hov, det er vist ikke mig, du skal skælde ud" eller "Jeg vil ikke have, du smider ærter på gulvet". Vi skal bare huske, at bøvl er et privilegium, der følger med nære relationer, men at relationerne er alt bøvlet værd, så længe vi husker på, at tilliden bag uretfærdigheden vægter tungere end ærter på gulvet. Det prøver jeg at huske på, mens min datter skælder mig ud for at tørre hende om munden.

Thilde Thuren - psykologistuderende og mor

HVORDAN OPDRAGE EN HELT?

Min morfar var modstandsmand under 2. Verdenskrig, og fortællingen om besættelse og modstand har været vigtig i mit barndomshjem. En heltefortælling, som dog blev nuanceret af en ydmyg morfar, der ikke følte sig som den største helt.

I dag går jeg og spejder efter helte. Folk, der vil gøre modstand mod uretfærdighed og tage de omkostninger på sig, det medfører. De findes, og fortællingerne om dem skaber håb og mod i en verden, hvor dem, der har magt, ikke nødvendigvis er dem, der er værdige til helterollen. En helt er i min optik en person, som kæmper for noget større, modsiger løgn og uretfærdighed og ofrer sig for andre.

Men der er lidt langt mellem heltene. Og måske er vi også selv skyld i det, fordi vi i årevis har fortalt hinanden en historie, der handler om at søge sin egen lykke. Som forældre er vi groft sagt oftere optaget af, om vores børn er glade, end om de gør det gode.

Jeg har set en inspirerende samtale fra NLA Høgskolen, hvor tre fagpersoner taler om stikkerkultur, og her er en af deres pointer netop, at vi som forældre må lære vores børn at være villige til at risikere noget for at gøre det, der er rigtigt – også når man fx må give afkald på noget af sin egen sociale status. (Se samtalen på https://www.youtube.com/watch?v=ZmuLTZHjfWc). De trækker bl.a. Jesu mor Maria frem som et eksempel på dette. Ved at blive mor til Jesus, går hun ind på et smerteligt vilkår. Hun kommer til at lide, fordi han skal lide. Jesus selv bliver den ultimative helt ved at ydmyge sig og dø.

Hvordan opdrager vi helte i vores tid? Forhåbentlig mere stilfærdigt. Men vores børn har brug for at mærke på os, at vi holder noget for vigtigt og sandt, og selv er villige til at ofre noget for sandheden og retfærdigheden. Vores børn har brug for, at vi ikke fjerner alle ubehageligheder for dem, men også lader dem leve med det, der er besværligt og smerteligt. Og så må vi tale heltene op. Lederne i klubber og idrætsforeninger, der ofrer fritid og afslapning. Lærere, der går en ekstra mil for vores børn. Politikere, der kæmper for retfærdighed. Se efter heltene også i det små – og tal stort og højt om dem, du gerne vil ligne.

@Hanne Terp Legarth

NÅDE TIL FORÆLDRE
I sidste uge kom Trivselskommissionen med sine anbefalinger til at styrke børns og unges trivsel. Her lægger Trivselskommissionen bl.a. op til debat om nutidens forældreskab med syv anbefalinger til forældre, hvor de lægger vægt på mindre overvågning og større tillid til barnet og samtidig mere tydelig rammesætning, som bl.a. skal hjælpe barnet til at indgå i fællesskaber.

Den slags anbefalinger kan høres på mange måder. Hensigten er at skabe debat, men mange forældre hører det måske som kritik og som endnu en liste af ting, de burde gøre anderledes. Det er ærgerligt, for baggrunden for anbefalingerne er netop, at mange forældre føler sig usikre. Den sidste anbefaling lyder ”Husk, at du kender dit eget barn bedst, sænk skuldrene og vid, at der ikke findes en perfekt forælder, og at kærlighed, nærvær og omsorg er det vigtigste, du kan give dit barn for, at det trives.” (https://www.trivselskommissionen.dk/-/media/filer/trivselskommissionen/250224-trivselskommissionens-afrapportering.pdf). Jeg tænker, at det er den anbefaling, forældre først og fremmest skal høre, og at resten af debatten må tage udgangspunkt i det.

De anbefalinger, kommissionen kommer med, handler nemlig ikke først og fremmest om den enkelte forælder, men om en herskende diskurs omkring børneopdragelse og forældreskab, som skal udfordres. En diskurs, hvor ligeværdigheden mellem børn og voksne ikke kun handler om lige værdi, men også lige ansvar, hvor børn gøres ansvarlige for deres egen opdragelse og egne valg fra en alt for tidlig alder – og en diskurs, hvor den enkeltes behov og potentiale vægtes på en måde, så det bliver svært at rumme et fællesskab. Den diskussion hilser jeg velkommen – den er både relevant og vigtig.

Samtidig er det vigtigt, at vi netop ikke lægger yderligere pres på forældre og øger usikkerheden. Her mener jeg, at et kristent menneskesyn har meget at byde ind med. Her er nåde for ethvert menneske, og ethvert menneske er en del af en større sammenhæng – ikke overladt til sig selv. For at byde ind med dette perspektiv lancerer vi i KPI projektet ”Frimodigt forældreskab”, som bl.a. rummer tilbud om undervisning til forældrearrangementer ved et bredt korps af undervisere fra hele landet. Se mere om Frimodigt forældreskab på https://kpi.dk/foraeldre/.

Hanne Terp Legarth