KPI – samspil mellem kristendom og pædagogik

UDGANG OG INDGANG

Sommeren er overgangenes tid. For mange indvarsler sommerferien en overgang til noget nyt – et nyt arbejde, en ny skole, en ny klasse, et nyt skoleskema, nye fritidsaktiviteter, der venter efter ferien. I vores familie har livet efter sommerferien også i nogle år betydet nye familie-dynamikker, hvor det hver sommer skifter, hvilke børn der bor hjemme efter ferien.

Jeg holder meget af ordene fra Salme 121, vers 8, hvor der står: ”Herren bevare din udgang og din indgang fra nu af og til evig tid.” Salme 121 er en valfartssang, og ordene er kraftfulde i en sammenhæng, hvor mennesker er på vej og på vandring – lige som vi er, og som vi kan opleve i større og mindre grad i sommerferiens overgangstid. Her møder vi ordene om, at Gud både vil bevare vores udgang – vores afsked med det velkendte – og vores indgang, vores ankomst ind i det ukendte.

I denne sommerferie har disse ord en særlig betydning for mig, fordi overgangen er stor denne sommer. Jeg tager afsked med arbejdet i KPI og ankommer i et nyt arbejde i KFS, Kristeligt Forbund for Studerende. Og Gud har omsorg både for udgangen og for indgangen. Han er med i både velkendt og ukendt – han er min skygge ved min højre side, som salmen også udtrykker det. Sikke en tryghed at kunne gå i, når vi går det nye skoleår og arbejdsår i møde, hvad der end venter på den anden side af sommerferien.

Tak til jer, jeg har fulgtes med i KPI – og som har fulgt med her. Nu går jeg videre, måske ses vi undervejs, og så håber jeg, I vil være med til at give den nye leder, Christian Mikkelsen, en god indgang i KPI.

@Hanne Terp Legarth

ER DET GODT NOK, HVIS JEG GØR MIT BEDSTE?
af Thilde Thuren, psykologistuderende

Som forælder støder jeg flere gange ind i udsagn i stil med: "Du gør dit bedste som mor, og det er godt nok". Jeg tror, det er et udsagn, der har som mål at skabe ro og selvtillid i en tid, hvor mange forældre ikke ved, hvad de skal læne sig op ad. Vi vil vores børn det bedste, men er tit i tvivl om, hvad det bedste er, og om vi lykkes tilstrækkeligt som forældre.

Det er jo desværre bare ikke rigtigt, at så længe jeg har gjort mit bedste, så er det godt nok. Vi siger jo heller ikke til eleven, der har knoklet med eksamenslæsningen: "Du har virkelig arbejdet hårdt, så alene derfor har du bestået din eksamen". Uden ellers at ville sammenligne forældreskab med eksamenslæsning. Nogle gange er det godt nok, når vi har gjort vores bedste, men det er ikke en garanti herfor.

"Du gør dit bedste" bliver hurtigt et hult og tomt udsagn, der kan efterlade os med oplevelsen af netop ikke at have andet end os selv at læne os op ad. Med udsagnet opstiller vi en forventning om, at alt i forældreskabet skal være godt nok. Sådan tror jeg ikke, virkeligheden er skruet sammen.

At være forældre er en krævende og kompliceret opgave, og vi skal hver dag opretholde en retning for vores familie, tage lederskab og samtidigt være sensitive, nysgerrige og nærværende for vores børn. Det er en proces i konstant forandring uden klare formler og skudsikre metoder - sådan som det nu engang er med nære relationer. På daglig basis fejler vi, og vi er ikke altid gode nok, selvom vi gør vores bedste; vi giver alle vores børn lig i lasten og ar på sjælen. Dermed ikke sagt, at kun det perfekte er godt nok. For alligevel at drage endnu en parallel til eksamener, så er der langt fra lige netop at have bestået til at få topkarakter. Alt det midt imellem er godt nok.

Men hvad så, når vi fejler, og det ikke er godt nok? Vi må tage ansvaret for og bære smerten over, at vi ikke altid gør, hvad vi gerne vil, og nogle gange gør, hvad vi ikke vil. Nogle gange må vi sige: "Øv, jeg var ikke bedre i dag", og så komme videre. Nogle gange må vi snakke med vores medforælder, venner eller andre, der kan støtte os i at få et nyt perspektiv og finde en anden retning. Nogle gange må vi søge professionel hjælp til at få brudt med dårlige mønstre. Hvad vi altid må gøre, er at omvende os. Det indebærer at erkende vores utilstrækkelighed og fejl og altså ikke forsvare dem med udsagnet om, at fordi jeg gjorde mit bedste, så var det godt nok. Derpå må vi reparere den relation, der måske har fået et slag, evt. med et undskyld.

Vores børn kan godt klare, at vi til tider er utilstrækkelige. Med den erfaring opbygger de forhåbentlig også en rummelighed over for deres egen utilstrækkelighed, når de møder den i livet. Når vi i relationen reparerer det brudte og sammen kommer videre, gør vi således det, der ikke var godt nok, til noget, der er godt nok. At få den erfaring og evne med sig i livet er vigtigere end altid at være tilstrækkelig.

Ud over omvendelsen og reparationen tror vi som kristne på, at vi er omsluttet af en tilgivelse og nåde, som vi har fået givet. Den er fra Gud, og vi må øve os i at tage imod den, så vi også tilgiver os selv. Vores gode Jesus tager imod os, selvom han ved, vi ikke er tilstrækkelige i vores formåen. Med sin tilgivelse sender han os ud i verden - heriblandt ud til vores familie - med ordene: "Heller ikke jeg fordømmer dig. Gå, og synd fra nu af ikke mere", velvidende at også i morgen får vi brug for ham. Jesus har sørget for den endelige reparation af alle relationer; han vil læge alle sår, og ham må vi bede til, når vi har gjort hinanden ondt.

Roen som forældre ligger ikke i, at det er godt nok, hvis vi gør vores bedste. Roen ligger i erkendelsen af, at vi er mennesker, og at det ikke altid er godt nok. Men selvom vi fejler, kan relationen bestå, når vi reparerer, omvender os og søger tilgivelse hos Gud, os selv og hinanden.

LØVE-KIRKE
De seneste uger har budt på store forandringer for et par af mine børn. En har forladt efterskolen og er på vej ind i gymnasie-virkeligheden. En anden har netop færdiggjort gymnasiet. Det har givet nogle meget spændende snakke om, hvordan man gerne vil være til stede i verden med sin tro. Vil man gerne have de samme klip i studenterhuen som alle andre – klip, der ofte er knyttet til druk – eller vil man gerne vise noget andet? Og hvordan gør man så det uden at virke fordømmende eller miste position i fællesskabet?

Det har fået mig til at tænke på nogle seminarer, jeg hørte for nogle måneder siden på konferencen Echo, hvor den norske kommunikations-ekspert Peter Tellefsdal talte om, hvordan vi kommunikerer som kirke, og hvordan vi opfatter vores rolle i verden.

Her talte han om tre typer kirker: Skildpadde-kirken, kamæleon-kirken og løve-kirken. Skildpadde-kirken er en kirke, der forsøger at beskytte sig selv fra omverdenen. Den gemmer sig i sit skjold og opfatter den omgivende verden som noget farligt, man ikke skal komme i kontakt med. Kamæleon-kirken har den modsatte tilgang. Den tilpasser sig den verden, der omgiver den og skifter farve som kamæleonen for at virke så tilgængelig som mulig, men mister sin særegenhed undervejs.

Tellefsdal argumenterede for, at vi som kirke ikke skal være som hverken skildpadder eller kamæleoner, men som løver – og her refererede han primært til løven fra Narnia, Aslan. Aslan er ikke en tam løve, men han er god. Aslan giver sit eget liv for de mennesker, der svigtede ham. Og sådan må kirken også være: Ikke tandløs og tilpasset, ikke afsondret og utilgængelig, men modig og kærlig.

Hvordan det så omsættes i en gymnasie-hverdag eller på en arbejdsplads, er straks sværere, og det har vi brug for at tale med hinanden om. Måske er der flere gode samtaler, der venter i forteltene, bilerne og hjemmene rundt omkring i sommer-landet…
Hanne Terp Legarth