KPI – samspil mellem kristendom og pædagogik

Lys i mørket

Der er noget særligt ved december. Vi befinder os i årets mørkeste tid, hvor dagene er korte, og mørket fylder. Netop derfor bliver vi mindet om, hvor meget vi har brug for det, der lyser op. Vi tænder julelys i træerne, adventslys i stuerne og ser byens gader glimte.
Men lyset er ikke kun noget, vi tænder udenfor. December minder os også om, at vi selv kan være lys.

For nogle er juletiden en svær tid – når midlerne er små, eller når savnet af et menneske fylder. Her bliver vi mindet om, at vi kan gøre en forskel, at vi kan være lys i et andet menneskes liv gennem omsorg, nærvær og gode gerninger.

Det er en af december måneds særlige påmindelser: at lyset ikke kun er et fysisk fænomen, men også et symbol på håb og fællesskab. Og netop her ligger en vigtig opfordring til os: at lade lyset fortsætte, når kalenderen skifter. Når juletiden er ovre, pakkes lysene og pynten ned – men det samme må ikke ske i vores fællesskaber og i mødet med mennesker. De gode gerninger må ikke begrænses til december. Små gestusser af venlighed, opmærksomhed og generøsitet kan bryde mørket i januar, i april og i september, lige så meget som i december.

Det vigtigste lys i december er dog det, vi fejrer og mindes i julen: Guds lys, da han sendte sin søn til verden for at bringe håb til mennesker. Modsat julelysene, som pakkes væk, er dette lys ikke begrænset til en måned om året. Det er et lys, der varer ved – til alle tider, i alle måneder, og som kan skinne gennem os, når vi deler det med andre.

Om at gøre sig umage og sænke skuldrene

Vi lever i relationer – i familien, på arbejdet, i kirken og i andre fællesskaber. Med relationer følger forventninger, ansvar og et ønske om at gøre det rigtige.
I pædagogiske sammenhænge – og i livet generelt – står vi ofte overfor problemer, hvor vi skal bruge vores dømmekraft og foretage et skøn. At skønne betyder at bruge vores viden, erfaring, kendskab og værdier til at træffe beslutninger, når der ikke findes ét korrekt svar. Vi har fået givet et ansvar, men også nåde, når vi skønner forkert.
Når vi støtter hinanden, inspirerer hinanden – og giver plads til at fejle kan vi sænke skuldrene og finde frimodighed i, at vi ikke altid rammer rigtigt.
Vi kan øve os, lære og vokse – men vi må ikke glemme, at vi har en nådefuld Gud, som bruger os, selv når vi ikke er perfekte.
Har du lyst til at læse mere om at skønne kan du læse artiklen fra KPI’s seneste nyhedsbrev på https://kpi.dk/wp-content/uploads/2025/12/En-artikel-om-skoen.pdf

MÅ LIVET GØRE ONDT?
af Thilde Thuren, psykologistuderende

Tidligere i år pegede Trivselskommissionen på en nutidig tendens: Vi er blevet overopmærksomme på de fysiske rammer, vores børn vokser op i. Legepladserne er f.eks. blevet så sikre, at det er svært at slå sig. Med de bedste intentioner overvåger vi vores børn og blander os i deres leg i højere grad end tidligere.

Kommissionen mener, at konsekvensen er en "uhensigtsmæssig infantilisering" - dvs. at vi ikke behandler børn alderssvarende, men med en overbeskyttende omgangsform fastholder dem i en hjælpeløs tilstand. Dette medfører en sårbarhed, der kan slå om i mistrivsel.

Der hersker vel ingen tvivl om, at det er gjort i god tro. Vi ønsker vores børn det bedste, og det bedste er vel at forhindre, at det gør ondt på dem.

Eller er det?

De her dage stavrer min 1-årige datter rundt med et stort blåt mærke på den ene kind, fordi hun forleden tog fra med ansigtet, da hun faldt på de hårde fliser. De meget synlige knubs, hun pådrager sig, vækker et spørgsmål i mig: Tager jeg godt nok vare på hende, når hun får et blåt mærke i ansigtet?

Min følelse kan svare nej, men jeg mener faktisk, at svaret er ja. Selvfølgelig har vi som forældre, pædagoger, lærere osv. ansvaret for at risikovurderer barnets omgivelser for at undgå farlige situationer. Men i vores iver efter at beskytte børnene kan jeg tænke, om vi får vurderet relativt ufarlige situationer som farlige, fordi de potentielt er ubehagelige?

Bør man som forælder afbøde, at barnet slår baghovedet i gulvet, når det er ved at lære at rulle? Bør man stoppe en baby i at prikke en anden i øjnene, når de vil i kontakt med hinanden? Bør man gribe ind, når det etårige barn forsøger at klatre op på en stol, det åbenlyst ikke kan komme op på? Sikkert nogle gange, men måske ikke altid.

Når vi gentagende gange griber ind i de ufarlige situationer for at forhindre et ubehag tænker jeg, at det over tid kan føre til to forståelser hos barnet : 1) ”Når du griber ind, er det nok fordi, jeg ikke kan selv”. 2) ”Det er meningen, at det ikke skal gå galt”. Måske kan det medføre en ængstelse for at kaste sig ud i verden og en overbevisning om, at det er helt galt, hvis noget går galt.
Problemet er, at livet i denne verden gør ondt fra tid til anden. Og vi kommer til at opleve nederlag – mange gange. Hvis vi i stedet for at forhindre den lille smerte og de små nederlag, støtter vores børn i at lære at håndtere det, så står de stærkere midt i de livsvilkår, som til tider er barske og urimelige. Så når barnet (både i konkret og i overført betydning) forsøger at klatre op på stolen, men mislykkes og falder ned og slår både krop og sjæl, så trøst det med genkendelse, ro og nærvær: ”Det gjorde vist ondt. Det er okay; jeg er her.”

Hvis vi vokser op med en forventning om, at vi kan og skal undgå at falde, vil vores livserfaring skuffe os. Er det så vores skyld, når vi falder? Er det samfundsstrukturernes skyld? Eller er det Guds skyld? Måske beviser det, at han ikke er der?

Som voksne rollemodeller udgør vi på godt og ondt skabelonen for barnets gudsbillede. Hvis vi forsøger at forhindre ethvert fald, vil det være oplagt, at barnet forventer det samme af Gud. Men Gud har ikke lovet os at han vil forhindre al smerte. Han har lovet os, at han altid er hos os, og at vi hos ham kan finde fred. Han lover os en fremtid, hvor der ikke skal fældes flere tårer. Hvis vi har en forventning om, at livet fra tid til anden gør ondt, og vi har erfaringen af at kunne håndtere det, så bliver det måske lettere at acceptere vores magtesløshed og overgive os til Guds trøst.

Næste gang du har lyst til at gribe ind for at forhindre et fald, så overvej, om det er nødvendigt. Hvis du selv finder ro i, at det er okay, at det gør lidt ondt en gang i mellem, bliver det måske også lettere for barnet at læne sig ind i og håndtere det livsvilkår, som ubehaget er.