KPI – samspil mellem kristendom og pædagogik

Kristent Pædagogisk Institut (KPI) arbejder med at gennemtænke, hvad et kristent perspektiv på menneskelivet betyder for vores roller som forældre, undervisere, omsorgspersoner og formidlere. Vi ønsker at være en ressource for faggrupper og enkeltpersoner, som er optaget af spørgsmål vedrørende undervisning og opdragelse ud fra et kristent livs- og menneskesyn.

Arrangementer

Refleksioner

NÅDE TIL FORÆLDRE
I sidste uge kom Trivselskommissionen med sine anbefalinger til at styrke børns og unges trivsel. Her lægger Trivselskommissionen bl.a. op til debat om nutidens forældreskab med syv anbefalinger til forældre, hvor de lægger vægt på mindre overvågning og større tillid til barnet og samtidig mere tydelig rammesætning, som bl.a. skal hjælpe barnet til at indgå i fællesskaber.Den slags anbefalinger kan høres på mange måder. Hensigten er at skabe debat, men mange forældre hører det måske som kritik og som endnu en liste af ting, de burde gøre anderledes. Det er ærgerligt, for baggrunden for anbefalingerne er netop, at mange forældre føler sig usikre. Den sidste anbefaling lyder ”Husk, at du kender dit eget barn bedst, sænk skuldrene og vid, at der ikke findes en perfekt forælder, og at kærlighed, nærvær og omsorg er det vigtigste, du kan give dit barn for, at det trives.” (https://www.trivselskommissionen.dk/-/media/filer/trivselskommissionen/250224-trivselskommissionens-afrapportering.pdf). Jeg tænker, at det er den anbefaling, forældre først og fremmest skal høre, og at resten af debatten må tage udgangspunkt i det.De anbefalinger, kommissionen kommer med, handler nemlig ikke først og fremmest om den enkelte forælder, men om en herskende diskurs omkring børneopdragelse og forældreskab, som skal udfordres. En diskurs, hvor ligeværdigheden mellem børn og voksne ikke kun handler om lige værdi, men også lige ansvar, hvor børn gøres ansvarlige for deres egen opdragelse og egne valg fra en alt for tidlig alder – og en diskurs, hvor den enkeltes behov og potentiale vægtes på en måde, så det bliver svært at rumme et fællesskab. Den diskussion hilser jeg velkommen – den er både relevant og vigtig.Samtidig er det vigtigt, at vi netop ikke lægger yderligere pres på forældre og øger usikkerheden. Her mener jeg, at et kristent menneskesyn har meget at byde ind med. Her er nåde for ethvert menneske, og ethvert menneske er en del af en større sammenhæng – ikke overladt til sig selv. For at byde ind med dette perspektiv lancerer vi i KPI projektet ”Frimodigt forældreskab”, som bl.a. rummer tilbud om undervisning til forældrearrangementer ved et bredt korps af undervisere fra hele landet. Se mere om Frimodigt forældreskab på https://kpi.dk/foraeldre/.Hanne Terp Legarth

NÅDE TIL FORÆLDRE
I sidste uge kom Trivselskommissionen med sine anbefalinger til at styrke børns og unges trivsel. Her lægger Trivselskommissionen bl.a. op til debat om nutidens forældreskab med syv anbefalinger til forældre, hvor de lægger vægt på mindre overvågning og større tillid til barnet og samtidig mere tydelig rammesætning, som bl.a. skal hjælpe barnet til at indgå i fællesskaber.

Den slags anbefalinger kan høres på mange måder. Hensigten er at skabe debat, men mange forældre hører det måske som kritik og som endnu en liste af ting, de burde gøre anderledes. Det er ærgerligt, for baggrunden for anbefalingerne er netop, at mange forældre føler sig usikre. Den sidste anbefaling lyder ”Husk, at du kender dit eget barn bedst, sænk skuldrene og vid, at der ikke findes en perfekt forælder, og at kærlighed, nærvær og omsorg er det vigtigste, du kan give dit barn for, at det trives.” (https://www.trivselskommissionen.dk/-/media/filer/trivselskommissionen/250224-trivselskommissionens-afrapportering.pdf). Jeg tænker, at det er den anbefaling, forældre først og fremmest skal høre, og at resten af debatten må tage udgangspunkt i det.

De anbefalinger, kommissionen kommer med, handler nemlig ikke først og fremmest om den enkelte forælder, men om en herskende diskurs omkring børneopdragelse og forældreskab, som skal udfordres. En diskurs, hvor ligeværdigheden mellem børn og voksne ikke kun handler om lige værdi, men også lige ansvar, hvor børn gøres ansvarlige for deres egen opdragelse og egne valg fra en alt for tidlig alder – og en diskurs, hvor den enkeltes behov og potentiale vægtes på en måde, så det bliver svært at rumme et fællesskab. Den diskussion hilser jeg velkommen – den er både relevant og vigtig.

Samtidig er det vigtigt, at vi netop ikke lægger yderligere pres på forældre og øger usikkerheden. Her mener jeg, at et kristent menneskesyn har meget at byde ind med. Her er nåde for ethvert menneske, og ethvert menneske er en del af en større sammenhæng – ikke overladt til sig selv. For at byde ind med dette perspektiv lancerer vi i KPI projektet ”Frimodigt forældreskab”, som bl.a. rummer tilbud om undervisning til forældrearrangementer ved et bredt korps af undervisere fra hele landet. Se mere om Frimodigt forældreskab på https://kpi.dk/foraeldre/.

Hanne Terp Legarth

3. marts 2025
HVAD KAN VI LÆRE AF USA?Verdens øjne er vendt mod USA for tiden. Hver dag står man op til nyheder med Donald Trump som omdrejningspunkt. Nyheder, der vender op og ned på verden, som vi kender den. Det er som om, man ikke kan regne med ret meget længere – og slet ikke en troværdig skelnen mellem sandt og falsk. Det er blevet særligt tydeligt de seneste dage med Donald Trumps retorik om Ukraine som skyldig i krigen.Og midt i den opmærksomhed står også en stor gruppe af kristne, der støtter Donald Trump og ser ham som den store redningsmand. De bliver et ansigt på kirken, det kan være svært at identificere sig med.Det sætter to tanker i gang hos mig: For det første en opmærksomhed på, om jeg er i gang med at sætte fjendebilleder på nogen, som egentlig er mine brødre og søstre – og for det andet en opmærksomhed på, om der er noget læring at hente i at få et glimt af kirken, som den kan se ud udefra?Hvad er det så, jeg ser? Jeg ser, at kirken ikke trives i et magt-univers. Selv om kristne hver især med vores evner og færdigheder må søge indflydelse og bidrage med alt det, vi kan og tror på, skal vi passe på ikke at alliere os med en magt, der bliver dominerende og søger sit eget. Det ligger i kirkens DNA at tale den svages sag, og kirken bliver utroværdig, når den bakker op om løgn og udelukkelse af nødlidende. Det bekymrer mig, hvad det gør ved hele kirkens troværdighed, hvis det er den fortælling om kirken, der kommer til at stå stærkest, og derfor har vi også i vores land en særligt vigtig opgave i at formidle barmhjertighed, nåde, omsorg og fællesskab. For i Guds rige er den mindste størst. Lad os forsøge at gøre kirken kendt på det.@Hanne Terp Legarth

HVAD KAN VI LÆRE AF USA?

Verdens øjne er vendt mod USA for tiden. Hver dag står man op til nyheder med Donald Trump som omdrejningspunkt. Nyheder, der vender op og ned på verden, som vi kender den. Det er som om, man ikke kan regne med ret meget længere – og slet ikke en troværdig skelnen mellem sandt og falsk. Det er blevet særligt tydeligt de seneste dage med Donald Trumps retorik om Ukraine som skyldig i krigen.

Og midt i den opmærksomhed står også en stor gruppe af kristne, der støtter Donald Trump og ser ham som den store redningsmand. De bliver et ansigt på kirken, det kan være svært at identificere sig med.

Det sætter to tanker i gang hos mig: For det første en opmærksomhed på, om jeg er i gang med at sætte fjendebilleder på nogen, som egentlig er mine brødre og søstre – og for det andet en opmærksomhed på, om der er noget læring at hente i at få et glimt af kirken, som den kan se ud udefra?

Hvad er det så, jeg ser? Jeg ser, at kirken ikke trives i et magt-univers. Selv om kristne hver især med vores evner og færdigheder må søge indflydelse og bidrage med alt det, vi kan og tror på, skal vi passe på ikke at alliere os med en magt, der bliver dominerende og søger sit eget. Det ligger i kirkens DNA at tale den svages sag, og kirken bliver utroværdig, når den bakker op om løgn og udelukkelse af nødlidende. Det bekymrer mig, hvad det gør ved hele kirkens troværdighed, hvis det er den fortælling om kirken, der kommer til at stå stærkest, og derfor har vi også i vores land en særligt vigtig opgave i at formidle barmhjertighed, nåde, omsorg og fællesskab. For i Guds rige er den mindste størst. Lad os forsøge at gøre kirken kendt på det.

@Hanne Terp Legarth

21. februar 2025
HÅB NOKJeg er fyldt af glæde og taknemmelighed efter konferencen ”Når kirken løfter”, som fandt sted onsdag i denne uge. Her mødtes over 200 engagerede kirkefolk og talte sammen om, hvordan kirken løfter børn og unge. KPI var med til at arrangere og lede konferencen, og det har været stærkt at opleve at være fælles om denne sag på tværs af kirker og organisationer.Et ord, der står tilbage for mig efter konferencen, er ordet HÅB. Kirken har et håb at dele ud af, som ikke bunder i vores egen tro på, at det nok skal gå eller i en optimisme på verdens vegne. Det er uafhængigt af, hvordan verdenssituationen ser ud, og det kommer ikke fra vores egen evne til at holde humøret højt. Det kommer til os udefra – fra ham, der overvandt døden og er verdens lys.Hella Joof holdt årets nytårstale på Deadline og har i den forbindelse sagt, at voksne må gøde og vande håbet hos børn og unge. I sin tale bruger hun ordet håbemennesker:
”Håbemenneskene. De er gode at hægte sig på, for de har håb tilovers. Møder du et Håbemenneske, så hold fat i hendes frakkeskøder. For uden håbet er vi fortabte. Men heldigvis går Håbemenneskene rundt derude, og de bliver flere og flere, for håbet smitter, og pludselig er der tale om en epidemi. En håbedemi.” (https://www.dr.dk/nyheder/kultur/hella-joof-gaar-i-nytaarstale-til-kamp-mod-haabloesheden-det-er-de-voksnes-pligt)Kirken kan være med til at løfte børn og unge, fordi vi har håb til overs. Vi har håb nok. Vores opgave er at give det videre, så vi kan gøde og vande det hos børn og unge. Og kirkens håb er et holdbart håb – ikke et snydehåb.(Hvis du har lyst at se oplæggene fra konferencen og få indspil til, hvordan vi giver håbet videre, kan du holde øje med hjemmesiden www.naarkirken.dk, hvor oplæggene vil blive lagt op, når de er klar)Hanne Terp Legarth

HÅB NOK

Jeg er fyldt af glæde og taknemmelighed efter konferencen ”Når kirken løfter”, som fandt sted onsdag i denne uge. Her mødtes over 200 engagerede kirkefolk og talte sammen om, hvordan kirken løfter børn og unge. KPI var med til at arrangere og lede konferencen, og det har været stærkt at opleve at være fælles om denne sag på tværs af kirker og organisationer.

Et ord, der står tilbage for mig efter konferencen, er ordet HÅB. Kirken har et håb at dele ud af, som ikke bunder i vores egen tro på, at det nok skal gå eller i en optimisme på verdens vegne. Det er uafhængigt af, hvordan verdenssituationen ser ud, og det kommer ikke fra vores egen evne til at holde humøret højt. Det kommer til os udefra – fra ham, der overvandt døden og er verdens lys.

Hella Joof holdt årets nytårstale på Deadline og har i den forbindelse sagt, at voksne må gøde og vande håbet hos børn og unge. I sin tale bruger hun ordet håbemennesker:
”Håbemenneskene. De er gode at hægte sig på, for de har håb tilovers. Møder du et Håbemenneske, så hold fat i hendes frakkeskøder. For uden håbet er vi fortabte. Men heldigvis går Håbemenneskene rundt derude, og de bliver flere og flere, for håbet smitter, og pludselig er der tale om en epidemi. En håbedemi.” (https://www.dr.dk/nyheder/kultur/hella-joof-gaar-i-nytaarstale-til-kamp-mod-haabloesheden-det-er-de-voksnes-pligt)

Kirken kan være med til at løfte børn og unge, fordi vi har håb til overs. Vi har håb nok. Vores opgave er at give det videre, så vi kan gøde og vande det hos børn og unge. Og kirkens håb er et holdbart håb – ikke et snydehåb.

(Hvis du har lyst at se oplæggene fra konferencen og få indspil til, hvordan vi giver håbet videre, kan du holde øje med hjemmesiden http://www.naarkirken.dk, hvor oplæggene vil blive lagt op, når de er klar)

Hanne Terp Legarth

17. januar 2025
Læs flere på Facebook